Tørfisk
Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland. Nu følger der så flere toner til lydsporet. ”Den torsk der holder munden lukket, blir’ ikke fanget”, hedder TØRFISK’s nye CD. Mange har spurgt på nye sange fra TØRFISK, som i jubilæumsåret 2006 sidst har udgivet nye sange. Nogle af de nye sange har været med på 2009 touren og 3-4 stykker kommer med her i 2010, men der skal naturligvis osse være plads til “de gamle travere”.
14 nye, festlige, morsomme, vedkommende og eftertænksomme sange er det blevet til. Sange som handler om meget: Lige fra det sjoveste hoved i byen og naboens hund, til både finansielle- og ægteskabelige kriser, til mere trælse ting som: banjoer, folketingsvalg og diæter. Nu må man jo endelig ikke tro, at det kun er ulykker hele CD’en er baseret på. Der er sandelig også mere festlige sange om almindelige oplevelser fra dagligdagen.
Sangene er hovedsageligt skrevet af TØRFISK’ene selv, men der er igen bidrag fra Ib Grønbech, Sv. Erik Larsen og Lars Lilholt. Alle tre var osse med på jubilæums CD’en: ”Lugter lidt af fisk”. Tommy Rasmussen, som er med til at arrangere sangene og skriver stemmerne, medvirker osse på CD’en. Dels som producer og dels på harmonika og klaver. Lars Lilholt har foruden nummeret ”I Kina er håbets farve blå”, leveret violinspil på flere numre.
Thyborøn-gruppen Tørfisk hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene Irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.
De synger, spiller og underholder, så det er en fryd – med typisk vestjysk charme som ikke er til at stå for – og er en stensikker succes med deres lytteværdige, morsomme og ekseptionelle repertoire. Samtidig er Tørfisk drengene dygtige musikere, som forstår at udnytte musikken sammen med deres helt stærke side: de karakteristiske, vestjyske, forblæste mande-stemmer.
Tørfisk’s skæve, finurlige og vedkommende tekster afslører masser af fin sans for tilværelsens sjove sider, og kombineret med friske melodier og udadvendt optræden er underholdningen på topplan. Naturlig char-me, humor og ægthed er Tørfisk i en nøddeskal.
Med en masse erfaring fra den danske musikscene, og med15 CD’er og 1 DVD udgivelse i ”nettet” har Tør-fisk stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet. Og vel at mærke med den samme besætning som da det hele startede med TØRFISK i 1981.
Trods (eller på grund af) de næsten 30 år på bagen, er Tørfisk:
• Anker Hviid (201061): bouzouki, fløjte, harmonika sang, 4 børn, 1 kone og 2 kolde fodboldben.
• Bent Kirk (241258): bas, sang, 4 børn (mindst), 1 kone og 1 overdækket udestue og 1 biograf.
• Egon Kirk (100462): adskillige banjoer (alt for mange), mandolin, sang, 3 børn, 1 kone, 1 folkevogn og 1 swift.
• Bent Bro (010961): guitar, frugt, sang, 3 børn, 1 kone (endnu) og 1 brugt føntørrer.