Mick er en suveræn energisk og fysisk komiker, der mesterligt bruger sin krop og mimik til sine komiske indslag. Han er uden tvivl en af de mest produktive danske komikere, som konstant er i udvikling. Med udgivelsen af sit one man show “MICKTRIX” fik Mick mættet en lille del af hans store publikum, der altid gerne vil se mere til den lille karismatiske sværvægter.
Kendetegn: Mick beskæftiger sig primært med situationer fra dagligdagen og mere filosofiske anskuelser af livets skæve sider. Hans superenergiske facon afspejler en lille drengs store spørgsmål til livet, og man kan som tilskuer tit genkende hans problemer fra sit eget liv.
Mick besidder en mimik, der er beundringsværdig! I løbet af et show kan han antage flere forskellige former og figurer, der er hylende grinagtige. En ting er sikkert… man kommer ikke til at kede sig, for Mick losser seriøst bagdel, når han optræder!
Bonus: Mick er en rigtig handymand og har egenhændigt bygget sit køkken i græsk stil med gipsplader og masser af mørtel. Mick spiller desuden fodbold på samme hold som Anders Fjelsted “Pjerrot Metro Stars”, som kan opleves på Kløvermarkens grønsvær. Mick er en hidsigprop på grønsværen og lader sig tit køle ned med gule kort og ti-minutters udvisninger.
I december 2003 medvirkede Mick i DR1s børnejulekalender “Nissernes Ø” i rollen som Fifi Junior.